Hvidvask: En politianmeldelse skal følges op af en underretning

16, maj 2024

Underretninger, som Hvidvaskssekretariatet modtager, er en af de vigtigste kilder til informationer om hvidvask og terrorfinansiering. En underretning er en oplysning om mulig kriminalitet, og den må ikke forveksles eller erstattes med en politianmeldelse.

Spiludbydere har underretningspligt ifølge hvidvasklovens § 26.  Underretningspligten betyder, at spiludbydere omgående skal underrette Hvidvaskssekretariatet, hvis spiludbyderen er vidende om, har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Underretninger spiller en essentiel rolle i forhold til Hvidvaskssekretariatets funktion, idet underretninger kan stå alene og i sig selv udgøre en sag. Derudover kan en underretning om et mistænkeligt forhold indgå i en større sammenhæng af andre mistænkelige forhold.

Politianmeldelser kan ikke erstatte underretninger

Der er ingen undtagelser til underretningspligten, heller ikke selvom man har anmeldt forholdet til politiet. I de tilfælde, hvor en spiludbyder har anmeldt en kunde til politiet, skal spiludbyderen også underrette Hvidvasksekretariatet, som er en selvstændig myndighed uafhængig af politiet.